Vi købte vores byggegrund på Degnemosen 3 i Vindeby af vores nabo. Degnemosen er en blind vej, som går ned til Svendborgsund ved siden af en anden blind vej, der hedder Præstemosen. Oplevelsen af mundheldet: ’Når det regner på præsten, drypper det på degnen’ erfarer vi ofte til sankthans. Præstemosens bål består af forårets haveaffald. Vi på Degnemosen synes ikke, bålet brænder så godt som vores, der er bygget op af tørre europaller. Når beboerne på vores vej mødes den aften til fest hos Halberg, som bor nederst på vejen, mærker vi tydeligt røgen fra haveaffaldet, der bliver båret af vestenvinden over til os. Folkene på Præstemosen siger, at det er en ’gave’ fra dem til os. Vi tager imod med godt humør. Ordet mose indikerer, at området kan være sumpet. Vores nabo, som solgte os byggegrunden til ejendomsværdien, var så forudseende og generøs, at han i købskontrakten fik indskrevet, at blev der problemer med mosen, ville han betale de første 50.000 kr. Der blev problemer. Lastvogne med anhængere kørte jord væk – det gav et kæmpehul med en dybde på tre-fire meter – og efterfølgende fyldte de op med sand. 

Sandpuden blev på 1100 kubikmeter svarende til 55 ture med lastbil. Eurodanhuse, som opførte vores hus, udviste også en gestus ved at betale 10.000 kr. til sandpuden. Således endte det med, at de 138.000 kr., som vi måtte betale for sandet, næsten blev halveret. Det er da generøsitet. Min svigerfar, som er en dygtig tømrer, byggede med støtte fra undertegnede og vores børn samt mange hjælpere fra vores kirke ti procent af huset. Mine forældre har satset på en uddannelse til hver af deres fem børn. Ønsker om ting og bohave til dem selv var beskedne, men støtte til udgifterne under vores uddannelser herunder en stor børneopsparing til mig, var der penge til. Generøsitet gør noget ved en. At andre knokler, for at vi kan have det godt, rører os. Jeg tror, at min far og mor – hver gang et problem eller en opgave dukkede op – stillede sig selv det spørgsmål: Betyder det her noget? Er det vigtigt? Faldt det ind i den kategori, gav mine forældre f.eks. gerne penge til ekstern håndværkerhjælp til den sidste slutspurt, efter at en træt og godt brugt Poul Henning havde lagt de første 180 kvadratmeter fliser. 

De berømte ord fra en af Kennedys taler: ’Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land’ er stadig aktuelle også midt i finanskrisen. Det er stort at møde mennesker, der tænker: ’Hvad kan jeg give’ i stedet for at tænke ’Hvad kan jeg få’. Efterskolen, som vi var forstandere for i Mariager, byggede en kirke til 600 mennesker i Tanzania, velvidende, at i Afrika er alt muligt, men intet sikkert. Et sponsorcykelløb og generøsitet førte til en indsamling på 35.000 kr., hvorved projektet blev realistisk. Lærere og ti elever rejste af sted, og miraklet skete. På 11 dage blev en murstenskirke rejst og næsten færdiggjort. Det lokale erhvervsliv forærede for seks år siden behandlingsstedet Elleruphus en flot, ny bus.

Hvordan kunne det gå til? Såre enkelt ved at 25 erhvervsdrivende med hjerte for hjælp til misbrugere betalte for hver sin reklame på bussen. Jeg kender en, der fik stjålet sin dyre telefon. Ret utroligt fandt han ud af, hvem tyven var. Han arrangerede et møde med tyven. Tyven tilstod og bad om undskyldning. Da det var gjort, fik den tidligere tyv telefonens originalkasse med ordene: Behold du
også bare telefonen. Goder kan dog hurtigt blive til rettigheder. Vores nabo fejer sne for alle på vejen med sin fejemaskine. Om morgenen kører han hele vejen ned og hele vejen op. Det er skrækkeligt, så hurtigt vi vænner os til goderne: Jeg kigger ud. Det sner. Jeg tænker: Nå, mon ikke snart Kurt skal af sted? Da min sejlbåd sank for fire år siden, mødte jeg samme generøsitet. Mange velvoksne mænd fra vejen kæmpede i timevis en brav kamp i koldt vand, men desværre forgæves. Løbende er der en jævn strøm af lån og foræringer os naboer imellem, det være sig mad, friskfangede fisk, værktøj, trailere og kajakker. Sidst har min nabo Kurt anskaffet sig en hæksaks med ekstra længde. Nu kan han i samme runde klippe toppen også på min side. Jeg tænker, at de folk, der finder ind i denne generøsitet, får et rigere liv.

Vi kan alle blive ramt af både grøn og grå stær fysisk, menneskeligt og åndeligt. Min far glemte som 55-årig øjenlægens advarsel:
Kom igen om tre måneder. Dit tryk i øjet er lige på grænsen af det tilladelige. Du står i fare for at få grøn stær. Min far kom til øjenlæge ti år senere. Da var hans perifere syn forsvundet pga. forhøjet øjentryk. Han havde fået kikkertsyn og kunne ikke se noget til højre eller venstre, op eller ned. De næste 29 år blev der dryppet øjne hver dag blot for at forhindre yderligere skade. Som 84-årig forlod han min mor for en stund. Dramaet udspillede sig i Silkeborg efter en familiefest.

Min far sad i bilen og var klar til hjemturen. Han havde lukket døren op for min mor, som han hørte smække døren – dog først da de kørte om hjørnet. Fra Silkeborg gik det lystigt af sted. Min mor var ganske vist lidt stille, hun svarede ikke på hans spørgsmål, men nuvel, hun var nok træt efter weekendens mange indtryk. Min far lagde trøstende sin hånd over i hendes skød uden at vide, at det var en pude. Det gik videre over Lillebæltsbroen til rastepladsen ved Kildebjerg. Min far tænkte, at det ville være fint med en lille pause og drejede fra motorvejen. Først da han steg ud af bilen, opdagede han, at min mor ikke var med! Nå, hvad gør man så? Ja, så vender man bilen og kører tilbage mod Silkeborg. I mellemtiden havde min mor både fået fat i min bror og talt med naboen, som var politimand, og sammen havde de ringet 114 og fået oplyst, at der ikke havde været nogen trafikuheld i området. Der var ikke andet at gøre end at vente. Fire timer efter blev mine forældre så forenede igen.

Vi må alle passe på vores øjne. Nu var det her de fysiske øjne. Men i denne uge, hvor temaet i Evangelisk Alliances globale bedeuge er ’Hinanden’, mindedes jeg historien og fortalte den her til aften ved vores møde. Hvad med vores næste – vores medmennesker? Ser vi dem? Søren Kierkegaard har skrevet: ’Den måde, du ser på et andet menneske på, gør noget ved dette menneske’.
Og hvad med vores åndelige øjne? Ser vi ret? 

Da min far blev begravet, fik jeg lov at holde prædikenen i Skårup Kirke. Temaet tog jeg fra Johannesevangeliet 3:16.. På hans grav på Skårup kirkegård står: ’Thi således elskede Gud verden, at han gavsin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.’ Som min far sagde: De færreste ved i dag, hvad der står i Johannesevangeliet 3:16., så skriv det fuldt ud. Det fik vi så gjort, om end stenhuggeren fik en både ny og udfordrende opgave. Jeg husker endnu hans ansigtsudtryk. Stenhuggeren fandt en marksten og fik lavet en metalplade med disse 120 tegn, hvorefter pladen blev mejslet ind i stenen. Han selv og vi andre var ganske godt tilfredse med resultatet. Senere indgik denne marksten på hans hjemmeside som en præsentation af, hvad en stenhugger også kan præstere.

Skal vi have fokus på krig, fred, fattigdom og miljø eller på bompenge og formueskat? Sådan lød spørgsmålet til 1.600 præster og kirkelige ledere på LED14-konferencen i Norge, hvor jeg deltog. Den tidligere miljø– og bistandsminister i Norge Erik Solheim trak linjerne op med en måske glemt historie:
I sommeren 2006 havde Norge besøg af Burundis tidligere oprørsleder Pierre Nkurunziza, der siden 2005 har været landets præsident. Som oprørsleder ville Nkurunziza ikke indgå fred trods mange års fredsforhandlinger ledet af FN, Nelson Mandela og andre afrikanske statsoverhoveder. Konflikten førte til et blodbad, hvor 300.000 personer blev dræbt, og 1,2 millioner blev hjemløse. Men i 2003 hørte Nkurunziza præsten Aril Edvardsen fra Norge tale om den kristne tro på et stadion i Burundis hovedstad. 

Oprørslederen lå skjult i buskene uden for stadion og blev så berørt af det, han hørte, at det førte til, at han besluttede at blive kristen. Han nedlagde våbnene og bad hele landet om tilgivelse via tv og radio. I 2005 blev han valgt som Burundis præsident. De tidligere statsministre Jens Stoltenberg og Kjell Magne Bondevik har givet Aril Edvardsen mange roser for hans bidrag som brobygger og prædikant. Han har således gennem prædikener og dialog skabt forsoning på tværs af religiøse og politiske skel. Erik Solheim beskrev Edvardsen som en kristen leder, der har bidraget til at gøre Jesus og hans budskab om tilgivelse, forsoning og kærlighed synlig. Han så Aril Edvardsen som en, der var optaget af de vigtigste spørgsmål i vores tid: krig og fred, samt at børn mangler medicin og ikke kan spise sig mætte. Det er vel ikke så mærkeligt, at vi var mange på konferencen, der blev inspirerede af denne beretning fra Erik Solheim. Med et mildt drilleri spurgte han til den store interesse i Norge for bompenge og ejendomsskat.

Alle kender vel til navlepilleri. Jeg mindes en prædiken af Aril Edvardsen, som jeg engang hørte. Den handlede om at have kyllingesyn eller øjne som en ørn. Kyllingen har hovedet nedad, mens den går rundt i hønsegården. Ørnen svæver højt, har udsyn og ser de store linjer. I går gik jeg rundt med et kyllingesyn. Jeg brugte en del tid på at luge i min forhave, feje fortov og vaske bil. Ifølge Erik Solheim er der en milliard mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Men globalt set er i forhold til fred, mad, materielle goder og uddannelse.
På konferencen opfordrede Solheim kirkerne til at tage ansvar for miljøet, for: Bibelen starter og slutter med miljø. En anden af talerne på LED14-konferencen fortalte om en samtale med Moder Teresa. Hun var blevet spurgt, hvordan hun orkede at knokle løs i
Indiens slum hver eneste dag. Hun svarede: Vi begynder hver morgen med bøn i kapellet. Her tilbeder vi den tørstende, korsfæstede Kristus. Derefter går vi ud, og giver ham noget at drikke. Når jeg hører sådan et citat, bliver jeg tænksom. Hvordan får jeg selv omsat disse store ord til konkrete handlinger i min lille hverdag?

Spørgsmålet fik min første dag herhjemme til at se sådan ud:

• Rengøring i to timer
• Telefonsamtale med min mor på 96 år for at
• høre til hendes håndværkere
• Snakke lidt med Olivia
• Spørge til Susannes fysioterapeutbehandling
• Forberede prædiken og svare på diverse mails og planlægge møder
• Ringe til forskellige personer
• Lave ferieplan for kirkens fairtrade-butik
• En god samtale med en ven

Måske ikke de helt store ting – men som Moder Teresa har sagt: Vi kan ikke gøre store ting. Men vi kan gøre små ting
med stor kærlighed.

Olivia og jeg blev i dag forenet. Det blev til en voldsom og stor gensidig gensynsglæde. Olivia havde i vores ferieuge leget med flere end 20 hunde af sin egen slags. Den her kennel, hvor vi købte hunden, er et enestående sted at blive passet. Tænk at eje og passe hunde med en samlet vægt på mere end et ton. Berner Sennen-hunden er stor, ofte er vægten omkring 50 kilo. Olivia har dog – foreløbigt – kun rundet de 40. Den første Berner Sennen, vi havde, hed Debora og vejede 47 kilo.

Jeg husker en tur til Skagen i højsæsonen for nogle år siden. Susanne, Debora og jeg gik tur på gågaden. Vi standsede foran apoteket og en gadesmykkehandler, som havde bredt sine smykker ud på et tæppe på fortovet. Pludselig skulle Debora have ’noget stort’ ud af livet – vel at mærke kun én meter fra smykketæppet. Desværre havde vi glemt den i dén situation altafgørende pose. Susanne løb ind på apoteket, mens jeg holdt vagt ved næsten et kilo hunde-høm-høm med en særdeles lettet hund i strakt snor. Gaden var tætpakket. Forbipasserende rynkede på næsen, ogsmykkehandlen gik fuldstændig i stå. Det var faktisk ret pinligt – selv for mig. Efter ti minutter kom Susanne ud. Hun havde måttet trække et nummer på det overfyldte apotek og vente i kø i ti minutter for blot at konstatere, at de ikke solgte hundeposer.

Normalt er Susanne temmelig løsningsfokuseret, men i den her situation nejede hun blot og forlod apoteket uden nogen som helst form for pose. I min lidt ophedede situation forstod jeg ikke helt hendes prioritering. De havde måske heller ikke bæreposer?
Til sidst forbarmede en forbipasserende poseejer sig dog over os, og vi fik ført gågaden tilbage i turistbrochureegnet stand.
I Schweiz kalder man en Berner Sennen for en fattigmandshest. Det skal forstås helt bogstaveligt, for fattige husmænd uden heste bruger og brugte hunden som trækdyr. Med min nuværende erfaring vil jeg godt skrive under på rigtigheden af denne egenskab. Når jeg går tur med Olivia, mærkes hesten tydeligt. Det gælder i øvrigt også, når jeg skal skovle hendes efterladenskaber op. Nu kan man tro, at problemet blot kan løses med de såkaldt ’store’ hundeposer – men det, dyrehandleren kalder store poser, opleves i vores sammenhæng som en familie på seksten i en etværelseslejlighed. At bruge bæreposer fra Rema 1000 virker på den anden side nærmest provokerende. Det skønne ved Olivia er, at hun altid er glad, totalt trofast og hengiven. Hun ved også, at Susanne eller jeg bestemmer. Dette føles rigtig rart. Faktisk er den autoritetstro Berner Sennen ret populær. For lidt over to år siden, lavede vi hjemmesiden  www.bernersennenfyn.dk, og den har siden da haft flere end 10.000 besøg.

Før anskaffelsen af vores første Bernen Sennen havde vi en skøn Golden Retriever på 13 år, som var begyndt at lægge an til sin svanesang. Susanne samt vores børn og svigerbørn besluttede i al hemmelighed at købe en Berner Sennen-hvalp som årets julegave til farmand. Jeg husker, hvordan jeg blev totalt overrasket og meget glad for denne kæmpe kærlighedsgave. Med de egenskaber, vores Olivia har, må jeg næsten have lov at tage hende med ind i himlen: Hun bærer ikke nag. Hun er altid imødekommende og indordner sig altid under familiens mønstre. Hun trækker sin ejer fint ind i et sundt motionsliv og bider ikke i møbler, men holder sig til tæpper, sko og kødben. Humøret er altid højt, og hun er hensynsfuld, kærlig og trofast, ligesom hun adlyder, når vi kalder på hende, og hun tisser på kommando. Jeg kan blive ved med at rose hende.

Sandt at sige ved jeg ikke, om man må tage hunde med ind i himlen. For adgangsbilletten til himlen er ikke, at vi er gode og opfører os ordentligt. Den er en helt anden! Men jeg er ret sikker på, at Gud er meget interesseret i og glad for dyr. Ellers ville han vel ikke have skabt så mange forskellige?

Jeg var på loftet for at finde en bestemt kasse. Glad og let svedende kom jeg ned med den. Når jeg siger glad, er det, fordi vores loft ikke ligner placeringen af en revisors regnskaber, hvor alt er i perfekt orden. Vores 200 kvadratmeter store loft er snarere indrettet, så min primære GPS er min fornemmelse af, hvilken retning det, jeg søger, eventuelt kunne være i. Hvis jeg vel at mærke kan komme frem på det til tider overfyldte gangareal. Desværre viste det sig at være den forkerte kasse, jeg havde fået med ned. I den fandt jeg dog nogle af mine gamle grammofonplader. Mine tanker gik til den tid, hvor vi hørte musik på den måde. Jeg mindes den nogle gange lidt skrattende lyd, støvet, der skulle fjernes og antallet af numre på en plade. Jeg husker også de små pauser imellem numrene, ridserne, omdrejningerne på 33 eller 45 – Rolig nu: 78 var før min tid! Så vidt jeg kan forstå på mine børn, er jeg rimeligt in ved at eje den slags plader, om end grammofonplader nu kaldes vinyl. Da jeg var teenager, gik jeg meget op i elektronik og musik. Jeg byggede min egen radio og mine egne højtalere, og jeg elskede at kigge i kataloger med de sidste nye modeller af musikanlæg. Mit gennembrud kom, da jeg som 10-årig overtog min brors grammofon med indbygget forstærker.

De plader, jeg spillede mest, var også dem, der oftest blev udsat for ridser. En ridse kunne pludselig være så dyb, at den fine diamant-pickup skulle have et lille skub, for at den næste melodi kunne blive spillet. Én ting er, at en plade kan få en ridse i lakken, men vi mennesker kan også få en dyb ridse i livet, og da er det snublende nært at trække sig. Det sårede dyr søger ind i sin hule, og den – eller de – efter-følgende melodier bliver ikke spillet. I den situation kan terapeutiske samtaler til tider være et godt svar. Jeg husker, hvordan jeg efter en række samtaler hos en terapeut igen kunne ’spille’ ikke blot den næste melodi, men også den gamle, ridsede melodi, fordi ridsen ikke længere var så dyb, at det gjorde noget.

Andre kan fortælle om, at blot én lille bøn til Gud eller en samtale med en åndelig vejleder har været det, som fik dem til at ’spille’ igen. Nøglerne til at lukke op for de fastlåste situationer kommer ofte i dialogen med hinanden – eller med Gud, der er ekspert i at læge sår og ridser.Heldigvis er det ikke alle livets ridser, der er lige dybe. I nogle tilfælde har jeg oplevet, at det kan være nok, hvis en af mine nærmeste blot har givet mig et lille puf fremad – vupti, så var jeg oppe af ridsen og videre.

Jeg husker særligt en ferie i Spanien, hvor jeg de første dage var utrolig træt og trist. Nok ikke den muntreste feriepartner, man kunne tænke sig. Den fjerde dag var det blevet nok for Susanne. Hun gav mig et kærligt skub, hvor timingen heldigvis var så perfekt, at jeg kunne tage imod både opmuntringen og den lette belæring, som lå i hendes skub. Og så er der naturen. Mon ikke de fleste kan genkende oplevelsen af, at et naturfænomen har givet et andet og større perspektiv på de ridser, som man måske er faldet ned i?
Det være sig solnedgangen ved Vesterhavet, bøgen, der grønnes, solsortens aftenserenade, en frostklar stjernehimmel eller de blågule flammer fra et hendøende bål.

Jeg har før oplevet at stå på et offentligt kontor, hvor de spørger efter et dokument, som jeg ikkehar med. I dag skulle jeg på posthuset for at hente en pakke for Susanne. Jeg var godt forberedt, for Susanne havde udstyret mig med pakkeseddel og fuldmagt. Jeg kørte de syv kilometer til posthuset i Føtex, hvor jeg måtte trække et nummer og stå i kø – noget, jeg bestemt ikke elsker! Da det blev min tur, viste jeg mine papirer/kørekort og skrev under. Derefter spurgte damen, om jeg vidste, hvilken farve pakken havde, hvilket papir, den var pakket ind i, og hvad pakken vejede.

Hun ville også gerne vide, hvilket område pakken kom fra, og hvem afsenderen var. Jeg var temmelig paf. Jeg syntes ellers, jeg var godt forberedt med både seddel, fuldmagt og kørekort. Postdamen forklarede, at pakken var ude i en container, og at hun ellers ville
have svært ved at finde den. Hun afbrød sin ordstrøm med: Jeg kan se, at den vejer 8,5 kilo. Hvad skulle jeg svare? Havde hun tænkt, at jeg skulle gå ud i containeren og selv finde en for mig aldeles ukendt pakke? Jeg fik fremstammet, om ikke jeg kunne gå ind og
handle i Føtex, mens hun prøvede at finde pakken? Det indvilgede hun i.

Jeg kom tilbage efter 15 minutter, trak et nyt nummer og kom denne gang til at stå i en noge længere kø. Jo, der var sandelig blevet styr på det nu, pakken på 8,5 kilo var fundet. Måske var den pågældende postmedarbejder faldet for fristelsen til for et kort øjeblik at være uprofessionel og indvie mig i sin indre dialog. På den måde fik hun måske afløb for nogle af sine frustrationer, hvilket sikkert har været godt for hende. Hvis det er tilfældet, er jeg absolut overbærende, for nogle gange kommer man til at sige noget, som det måske havde været bedre blot at tænke. Jeg mindes for eksempel to unge mennesker, som var blevet par, mens de gik på efterskolen, og siden blev gift. Da jeg mødte dem igen 12 år efter, spurgte jeg interesseret: Hvor mange børn har I så fået? Hertil svarede de lidt dæmpet: Vi kan desværre ikke få børn. Jeg kunne have bidt tungen af. For at genvinde terræn kom jeg i tanker om, at han altid havde drømt om at blive pilot. Jeg var faktisk ret overrasket over, at jeg kunne huske det, så meget frisk spurgte jeg igen: Nå, hvordan er det så gået... var der ikke noget med, at du ville være pilot? Igen var svaret i den lidt mere dæmpede afdeling: Jo, men jeg dumpede. Min tredje replik blev af helt anden og mere neutral karakter: Sikke dejligt solen skinner! 

Normalt går jeg ind for stor åbenhed og tydelig kommunikation, men der findes faktisk situationer, hvor ’tale er sølv, og tavshed er guld’. I øvrigt spurgte jeg her til aften Susanne, hvorfor jeg skulle køre syv kilometer til Føtex for at hente pakken og ikke blot de normale 500 meter op til vores lokale posthus i Brugsen. Det kunne hun ikke svare på, men hun vidste dog, at hun havde ønsket, at pakken ikke skulle leveres på vores adresse, idet hun dermed sparede 20 kroner. Lige på det tidspunkt var min normale begejstring for Susannes sparsommelighed ret behersket.

I tirsdags fyldte min mor 97 år. Det er ikke mange forundt at nå så høj en alder. Min mormor blev 102, så min mor har noget at stræbe efter. Hendes tanker er stadig klare og fyldt med visdom og indsigt, ligesom fysikken stort set også er intakt. Med taknemlighed kan min mor konstatere, at familietræet nu har 58 grene. En far til en i vores kirke havde 108 i sit familietræ. Det er nogle vilde tal, som jeg ikke selv får lov at opnå. Det kræver som udgangspunkt flere børn, og som 55-årige må Susanne og jeg nok erkende, at det er børnebørn og ikke egne babybørn, vi skal satse på. Det skulle vi måske have tænkt på noget før, men med et børnetal på tre ligger vi da lidt over gennemsnittet for et dansk par. Og med flere end syv milliarder mennesker på jorden ser det ud til at gå meget godt med befolkningstilvæksten uden yderligere hjælp fra os.

Til fødselsdagen var en del af den nærmeste familie samlet. Et stort kaffebord, gaver og skønne mennesker var en god ramme omkring fødselaren. Eftermiddagens overraskelse var en særlig gæst: en datter af mine forældres gamle venner fra Skårup. Denne datter var nu 60 år og fortalte mange – for os alle – nye historier om mine forældre og os fem børn. Jeg brugte anledningen til at spørge fødselsdagsgæsten ud om mine første barneår. Jeg syntes, at jeg manglede at få udfyldt billedet med andre historier end den, at mit første ord kom ret sent. Ordet var Bob – navnet på vores hund. Jeg var på det tidspunkt 18 måneder gammel og ifølge overleveringen ganske godt tilfreds med dette ene ord i de næste måneder. Susanne sagde sit første ord, da hun var 10 måneder gammel. Det var efter sigende ordet øl. Så kan man jo tænke lidt over, hvad man skal lægge i det?

Nu har vores barnebarn på to et halvt år overhale os begge, idet hun taler flydende om alt og alle. Min mors gæst havde også været til mange af mine fødselsdage. Hun fortalte, at jeg til min fireårs-fødselsdag havde mødt hende i døren og tydeligt erklæret, at jeg kun ønskede mig én ting, og det havde jeg allerede fået – nemlig en børnebibel. Resten af dagen havde jeg ifølge hende talt uafbrudt med børn og voksne, og det ene billede efter det andet fra børnebibelen havde dannet ramme om mine fortællinger. Inspirationen kom formentlig fra min mor, som havde skabt Skårups store søndagsskole i vores hjem. Her deltog jeg trofast hver søndag. Gæsten havde tænkt, at det var morsomt, at jeg som voksen var blevet præst. Jeg var taknemlig for hendes erindringer, for nu havde jeg fået et mere positivt og nuanceret billede af min tidlige barndom end blot det, at jeg som lille gut tullede rundt og sagde Bob.

Videre fortalte fødselsdagsgæsten, hvordan jeg sammen med hendes lillebror havde bygget byer, veje, togbaner og huse – og det i en grad, så det fyldte mine forældres stuer. Til hendes forbløffelse havde min mor altid sagt, at disse byggerier gerne måtte forblive i stuerne. Jeg så for mig en lille dreng ivrigt fortællende ud fra billeder i sin børnebibel, som han holdt i den ene hånd, mens han med den anden kløede sin hund bag ørerne. Til tider blev hunden og Bibelen lagt til side, hvorefter der sammen med kammeraterne blev udført ganske store byggeprojekter i stuen, som mine forældre i stor kærlighed manøvrerede udenom eller hoppede over.

På den måde synes der at være klare fællestræk i mit liv: I dag har jeg fortsat Bibelen i den ene hånd og hunden i den anden – og indimellem får bibel og hund en pause, fordi jeg er i gang med at ’bygge og udvikle’. I dag er det Susanne, der ind imellem skal ’manøvrere udenom og hoppe over’ de mange ’byggerier’, der fylder mit sind og min gøren. Hun har udviklet en strategi, der går ud på, at jeg på kort tid skal fortælle, hvad jeg vil sige. Det er nok en form for overlevelsesstrategi for at undgå at blive overdynget med for mange detaljer. Vi har også oplevet, at Susanne kan blive forvirret over den til tider ganske store brainstorming. Som Susanne kunne finde på at sige, da vi var nygifte: Besluttede vi ikke det i går? Hvortil jeg svarede: Nej, det var bare et mellemresultat på vej hen imod en beslutning. Der er mennesker, der godt kan lide at tale med sig selv og andre for derigennem at finde ud af, hvad de selv mener. Susanne er blevet gift med en af den type.

I går fik jeg en rudekuvert fra en for mig ukendt afsender. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med rudekuverter, men de fleste synes nok, at det er rart at kende sine udgifter og få lagt betalinger ind i et budget og på betalingsservice. Jeg lukkede brevet op og skimmede det hurtigt. Det indeholdt blandt andet et billede af vores bil og dens nummerplade. Uventede rudekuverter er trælse, men trafikbøder er da voldsomt trælse.Tankerne flyver hurtigt i en sådan situation: Var det Susanne eller mig? Eller var det en, der havde lånt bilen? Hvornår og hvor var det sket?

Det næste, mine øjne faldt på, var, at brevet kom fra Norge. Uha. Nordmænd har ry for at være meget skrappe med bøder for trafikforseelser. Mine tanker fløj til en historie, jeg havde hørt om en prædikant fra Norge, der lige havde fået en ny bil. Den skulle prøves af, og han endte med at køre 180 kilometer i timen og komme i fængsel i to måneder. Det næste, jeg så, var datoen. Af den forstod jeg straks, at det var mig og ikke Susanne, der havde kørt bilen. Det ændrede ikke ved betalingen – vi har fælles økonomi – så det var ikke pænt af mig umiddelbart at håbe, at det denne gang nok var Susanne.

Vi har imidlertid et uformelt bøderegnskab kørende over 32 år, hvor vi nok står nogenlunde lige i kroner og øre. Jeg fører dog klart i antal parkeringsbøder og små fartbøder, hvorimod Susanne har taget teten i forhold til størrelsen af bøderne: Engang i udkanten af Brande fik hun en fartbøde på 2.000 kroner. Men den historie snakker vi ikke mere om, selv om den luner godt i regnskabet.
Nu lever jeg som en kristen i Guds barmhjertighedsland, hvor fortidens synder er kastet i glemslens hav, hvor fiskeri er forbudt. Faktisk så husker vi mennesker ofte vores synder meget bedre, end Gud gør, for hvis synderne er erkendt og bekendt, så er de fra Guds side udslettet og glemt. Vi mennesker har derimod en tendens til at hæge om fortidens fejltagelser – både andres og vores egne. Sådan tænker Gud ikke.

Tilbage til skrækhistorien om den norske prædikant. Jeg vidste helt sikkert, at så stærkt havde jeg på ingen måde kørt. Det kunne da godt være, at jeg i en norsk by måske var kommet til at køre 60 kilometer i timen i stedet for 50. Men rigtigt var det, at 15 personer fra vores kirke havde været af sted i Norge til en skøn konference. Mine øjne faldt i brevet på tidspunktet: 15:44. Gad vide med de to andre biler, som jeg var fulgtes med? De havde sandsynligvis også fået bøder, idet kørt lige efter hinanden. Først nu nåede jeg frem til at nærlæse brevet. Lige over billedet af bilen stod der: For fremtidige betalinger af bomafgifter i Norge er det anbefalet, at brugeren opretter en aftale med et norsk bomselskab, som derefter vil udstede en AUTOPASS-brik. Dette giver måske brugeren ret til at passere bomanlæg til nedsat pris.

De nordmænd er nu venlige. Det lød da godt og nemt med en AUTOPASS-brik med – måske – ret til nedsat pris for passage af norske bomanlæg. På bagsiden var der en udregning. Jeg skyldte Norge et samlet beløb på NOK 12,00. Ret skal være ret, det norske folk er et dygtigt, detaljeret og nådigt folk. Omregningen fulgte også med. Jeg skulle ikke betale 12 norske kroner, men derimod overføre 11,24 danske kroner inden den 1. februar. Det må være den norske olie, der er med til, at de udviser en sådan generøsitet samt en lang betalingsfrist på hele tre måneder. Jeg tænker, at vi klarer det. Der går jo ny løn ind sidst på hver måned.
En anden gang vil jeg øve mig i, at fortidens forsyndelser ikke i så voldsom grad skal komme til at påvirke min brevlæsning. For havde jeg stille og roligt læst brevet og ikke kigget så meget på billedet af bilen og dens nummerplade, så ville jeg straks havde set, at overskriften lød: ’Faktura – for brug af afgiftsbelagte veje i Norge.

I aftes gik jeg med tunge skridt til vores lokale postkasse med et brev. Det indeholdt en udfyldt indmeldelsesblanket. Vi ønskede nu at blive medlemmer af Ældre Sagen. Susanne havde ganske vist sagt, at jeg blot kunne tilmelde mig på hjemmesiden, men var det ikke lige smart nok for en ’ældre’?

Var vi nu virkelig nået til den kategori i livet at være ældre? Og ikke blot ældre, men ligefrem også blevet en del af en sag? En sag for politikere, hjælpeinstanser og ikke mindst en sag, som gav en del hjælpetilbud til os ældre, som må formodes ikke at kunne betjene en pc eller bestille en rejse? Til min 50-års-fødselsdag havde jeg inviteret familie, venner og bekendte. I invitationen havde jeg lavet sjov med, at nu kunne jeg blive medlem af Ældre Sagen. I dag var det sjove forbi. Jeg havde udskudt det i firefem år, men nu var det blevet til virkelighed. Ifølge Ældre Sagen selv findes der kun ét ord omkring alder, der er værre end at være ældre – og det er at være gammel. Ældre Sagens statistik fortæller, at kun tre procent i aldersgruppen 50-84 år synes, at ’ældre’ er et godt ord. Og alligevel har man valgt det. Denne analyse er måske også baggrunden for, at det tog ret lang tid for mig på Ældre Sagens hjemmeside at få klarlagt kravet til alder for at kunne blive medlem.

På hjemmesiden fandt jeg mange fine muligheder:
– Har du tjekket din kørestol?
– Få ekstra tilskud til dit høreapparat
– Stærkere bækkenbund på 21 dage
– Kom glat igennem overgangsalderen, mand!
– Tag en husketest

Billederne på hjemmesiden vidste glade og seriøse mennesker i alderen 60+. Til sidst fandt jeg frem til det med alderskravet. Svaret var 18 år. Jeg har derfor tilbudt vores tre børn og deres respektive partnere at melde dem ind i Ældre Sagen. Der er nemlig præmier for at gøre det. De har indtil videre takket nej. Det med de 18 år var nyt for mig. Åbenbart er der ikke kun to, men tre vigtige ting, som de 18-årige skal huske at få gjort: Erhverve sig et kørekort til bil, huske at stemme til folketings– og kommunalvalg samt – ikke mindst – blive medlem af Ældre Sagen. Man kunne jo overveje at kalde Ældre Sagen for ’Voksensagen’ eller blot ’Ikke for børn’. Ved det sidste forslag ville man sikkert opleve, at 16-årige ville forsøge at komme ind.

En gribende historie udspillede sig, da jeg var tre uger gammel. Ifølge min mor var jeg ammet, skiftet og godt tilpas. Jeg lå og sov i min lille seng på første sal i mine forældres soveværelse. Uden at min mor vidste det, var der fyret ekstra godt op i kakkelovnen, og efter nogen tid havde strålevarmen fra de ilagte koks fyret så godt op under en nærtstående stol, at der gik ild i den. Røgudviklingen tog hurtigt til, og jeg kom med et lille klynk. Selv om min mor sad i stuen nedenunder, hørte hun mig gennem den massive etageadskillelse.

Hun fløj op ad trapperne, greb mig og reddede mig fra røg og brand. Lægen blev tilkaldt, og jeg kom langsomt til mig selv. Mit liv var reddet. Samtidig var et par af mine søskende kommet hjem fra skole og havde slukket resterne af den brændende stol og det svedne gulv. Hvorfor fløj min mor op ad trapperne blot på grund af et lille klynk? Hun havde ikke den mindste mistanke om, at noget som helst farligt var på færde. Alt var fred og idyl. Er det ikke meget normalt for babyer at komme med små lyde en gang imellem, uden at det betyder, at noget er galt? Hvorfor så bevæge sig hastigt af sted op ad trapperne?

Min egen forklaring er, at det må have været Gud, der gav min mor denne impuls til at reagere unaturlig voldsomt på et lille babyklynk.
Da jeg var på Viborg Sygehus som læge, kom der en aften en 14-årig pige ind på skadestuen. Hun havde redet på sin hest i tordenvejr, da et lyn var slået ned i hende og hesten. Hesten var død på stedet, men hun var i live og ved fuld bevidsthed – om end medtaget. Et smykke ved navlen havde medført en tredjegradsforbrænding.

Vi læger var mest optaget af risikoen for koagulation i blodbanerne. Lynet finder den vej, hvor der er mindst modstand. Den varme, de måske 100.000 volt giver, kan sagtens få blodet til at koagulere – hvilket i næste ombæring kan medføre blodpropper. Pigen blev behandlet og observeret på intensiv afdeling i nogle dage. Hun blev reddet. Billedbladet kom på banen med denne fantastiske historie. På forsiden så man pigen og hendes nye hest. Hesten var en gave fra Billedbladet. Den døde hest havde reddet hendes liv. Det er sandelig godt, at heste går med hestesko og ikke gummistøvler, for hestens jordforbindelse blev pigens redning. En tirsdag i mit lægearbejde indskrev jeg en klient, som for første gang havde taget et stesolidlignende præparat. Stesolid bruges bl.a. som angstdæmpende, beroligende og krampestillende middel. For at få denne effekt havde han taget 50 gange mere, end den dosis, man bruger til kortvarigt at behandle folk mod angst. Et mirakel, at han ikke var sovet ind i døden natten til mandag. Selv om han først kom til os om tirsdagen, var vi alligevel helt på dupperne og tjekkede alle hans funktioner hver time og overvejede endog at placere en nattevagt ved hans side. Men langsomt gik han fra skæv tilstand til at være ved sine fulde fem.

Siden fik han det fint. Hvorfor skadestuen, som han opsøgte mandag aften, ikke havde givet ham en modgift, forstod jeg ikke. Her havde de undersøgt ham. Hans forgiftningstal viste sig at være høje, men det var for sent at give ham aktivt kul, som ellers også bruges som behandling ved den type forgiftning. Han insisterede i sin omtågede tilstand på, at han ville hjem, og det fik han lov til, under betingelse af at hans mor vågede over ham.

Jeg tænker på Løgstrups sætning om, at noget af vores liv ligger i andres hænder. Manden vidste tydeligvis ikke, hvad han gjorde. Men ved vi selv altid, hvad vi gør? Tænk hvis vi ikke havde hinanden. Gad vide, hvor mange mennesker der mon kan fortælle en personlig historie om, at de er blevet reddet? Mon ikke det er ganske mange? Eller hvor ofte vi er blevet reddet uden at være klar over det? Nogle er blevet reddet fra ulykker i ungdommens det ikke. Min svigerfar er forsigtig. Han går med livrem og seler. Han har nu kørt bil i 60 år. Han har aldrig lavet en skramme hverken på sine egne eller andres biler. På skadestuen har vi begrebet en ulykkesfugl. Det er børn eller unge, som er sunde og raske, men som allerede har en pæn tyk journal, fordi de ofte kommer til skade. 

Vi er forskellige – nogle er påpasselige, og andre er dumdristige. Som regel bliver de fleste af os lidt mere forsigtig med årene. Ifølge min svigerfar skyldes det, at hjernen i ungdomsårene ikke er fuldt udviklet. Handler livet blot om mig? Handler livet ikke også om et vi?
I tilfældene med den tre uger gamle baby, pigen på hesten og klienten med en overdosis var det nødvendigt med et vi. Er det ikke en svimlende tanke, at Gud kender os så godt og har så stor omsorg for os, at han er på det rene med alt – selv med tallet på vores hovedhår? Og hvem ved, hvor ofte det er ham, som står bag alle de vi’er, som redder andre menneskers liv? Det gør mig ydmyg og taknemlighed for mit liv, som foreløbig er blevet forlænget fra 3 til 2.880 uger.